Affaldssorteringsabstinenser

Af: Bjørn Lykke Sørensen

Vi var på sommerferie i udlandet. I ejendommens udhus var der en skraldespand til papir og en til restaffald, ligesom man skulle stille glas i en beholder. I køkkenet var der én temmelig stor affaldspose til restaffaldet.

Herligt, nu kunne man rigtig slappe af – der var dømt affaldsferie. Gladeligt dumpede man madrester og plastikbakker ned i affaldsposen, ligesom metallet klirrede vellystigt, når det blev smidt ned i posen til diverse. Hurtigt blev affaldsposen fyldt op – men så satte man bare en ny, stor pose i og gik ned med den fyldte. Let og smertefrit.

Men efter nogle dage var det ligesom glæden fortabte sig. Først forekom det, at metallet ligesom ikke rigtigt hørte sammen med det andet affald. Så nagede det en med alt det plastik. Og madaffaldet – det kunne jo gøre nytte. Det mest frustrerende var, at man var ude af stand til at gøre noget ved det. At tage affaldet med hjem i bilen i separate poser var ligesom ikke en realistisk mulighed.

Hjemkommen faldt blikket straks på de to to-rumsskraldespande i indkørslen. I køkkenet blev affaldssorteringen genoptaget med ny energi og god samvittighed – ja måske ligefrem entusiasme. Låget på skraldespand åbnet, dåser droppet ned med en metallisk lyd til følge og umådelige mængder plast mast ned afventende 14 dages tømningen. Der blev brugt sorte og grønne affaldsposer, som veltilfredst blev dumpet ned i stort henholdsvis lille rum. Snart skal alle tre affaldsspande ud til vejen.

Bjørn Lykke Sørensen, kandidat til kommunalvalget,

Medlem af Udvalget for Teknik & Miljø, Lejre Kommunalbestyrelse (C)